Hej derude
Så er jeg ved at afslutte min min uddanelse. Jeg er sidst på kandidaten, hvor jeg er ved at afslutte mit forskningsår. Her er mit dilemma så.
Jeg har fundet ud af at kardiologi er et speciale, som jeg er meget interesseret i. Det er desværre også et af de sværeste specialerne at sikre sig en HU i. Efter mit forskningsår har jeg dog fundet ud af, at jeg er en klinker og ikke en forsker. Så mit spørgsmål er om det er muligt at få en HU i kardiologi unden PhD i ØST eller at det er helt umuligt. Ved godt det er et spørgsmål der er svært at besvare
Ingen ting er umuligt, men så kræver det der ikke er en PhD der søger den runde du søger, generelt i de store hospitaler tror jeg det er umuligt (riget + Aarhus)
Aktuelt er der en ekstrem lille sandsynlighed for at få HU i region Øst uden PhD.
Sidste runde var der 22 ansøgere til 6 forløb. De indkaldte 12 til samtale, alle med PhD.
Region Syd og Nord kan man være heldig at slippe igennem uden PhD nu, men umuligt at spå om hvordan der vil se ud i fremtiden.
Hvilket jo i sig selv er lidt forundeligt sorry to say. Se i øvrigt Hvad skal lægen bruge tiden på – patienterne eller CV’et? | Ugeskriftet.dk
Jeg synes PhD ræset er stukket fuldstændigt af og jeg synes at det er forkasteligt at alle der starter H-stilling i kardiologi i øst har PhD. Sagt i al respekt i øvrigt, for jeg er ikke i tvivl om at de kommende kardiologer er yderst kompetente og dygtige. Det er ikke fordi det ikke er fint at have PhD og der er bestemt brug for forskere, men jeg ser simpelthen ikke nødvendigheden af at alle forsker så meget som de fleste PhDer gør i deres efterfølgende lægeliv.
Det er ikke mange år siden at rygtet sagde at ingen havde søgt H-stilling i kardiologi på OUH. Og det er vel så ensbetydende med at den ene der kunne have fundet på at søge uden PhD havde fået stillingen såfremt kandidaten havde en intern medicinsk intro i rygsækken.
Så er næste problem jo at få slutstilling… Og der kan PhDen så igen blive en snublesten. Hvilken jeg nok ikke behøver lufte min mening om…
Ja, men når du har en overflod af kandidater, så opstiller man nogle objektive kriterier de vil bedømme ud fra. Akademiker er den der vejer tungt.
Jeg synes at jeg er blevet bedre forsker i takt med jeg fik mere klinisk erfaring—og vice versa, men jeg elsker at forske og derfor er det måske en skøn synergi jeg opnår. Det er også fedt hvis ens forskning bidrager til forbedringer i klinisk praksis, svært opnåeligt, men giver en meget stor motivation.
Jeg er enig i, at man ikke skal forske uden at have passion for det.
Tror dog du skal anderkende, at folk med en PhD har en ekstra uddannelse og er oftest med på den nyeste viden fremfor folk der ikke forstår at omgås i forskningsverden… man kan sagtens lave forskning uden en PhD, men det giver dig en fundament grundviden i hvad forskning er.
I de kirugiske specialer, er mit indtryk også at mange af landsfunktioner i diverse kirurgiske operationer, så kræver det også en PhD da det er én umuligt for at nå til “tops” på.
Husk: PhD er blevet er middel til målet, og ikke et mål i sig selv
I min optik er phD’en blevet devalueret. Og i kampen om ræset: Hvad bliver så det næste? En doktordisputats?
Ønsker man diverse læger? Eller skal alle have den samme kedelige profil?
I min optik, hvis vi ser på standen som helhed, så er der ikke brug for flere phD’ere. Der er brug for flere lægelige ledere. Alt for mange ledere i vores sundhedsvæsen er sygeplejersker. Og vi læger har været al for svage til at tage ledelse og ledelsesansvar.
Måske vi hellere som stand skulle kanalisere nogle flere i ledelsesretningen i stedet for fokus på akademikeren. Hvis vi som stand vil “vinde sundhedsvæsenet tilbage”, så må vi også tage det ledelsesmæssigt ansvar.
Tæller en master i ledelse lige så meget som en phd? Ikke endnu… mig bekendt. Det burde den.
