Forfrysninger på arme og ben.
En overfladisk forfrysning viser sig som et gulhvidt, demarkeret område,
huden kan forskydes over det underliggende væv.
Ved dybe forfrysninger er området træhårdt, følelsesløst og
hvidmarmoreret og huden kan ikke forskydes.
Behandling.
Hvis patientens kernetemperatur er normal eller er stabilt stigende fra 32 °,
anbringes ekstremiteten i 40-42° varmt cirkulerende vand til huden bliver rød,
det tager ca ½-2 time.
Optøningen er smertefuld og kan kræve analgetica intravenøst. I løbet af timer
til døgn kommer der blærer på huden.
Ved dybe forfrysninger tager opvarmningen længere tid. Der kommer ikke så udtalt
blæredannelse, men i stedet ses en mørk misfarvning af huden evt. med
hæmorrhagiske bullae.
Læsioner på fingre og tæer behandles åbent og tørt og intakte bullae lades
urørte (der er udtalt infektionsrisiko). Kun løsnet hud fjernes.
Ekstremiteten holdes eleveret, og der
instrueres i aktive øvelser fra 1. dag for at modvirke kontrakturer.
Evt. amputation bør først overvejes efter 2-3 måneder.