Diagnose og klassifikation

3. Diagnose og klassifikation

Diagnose 3.1
Oral glukose tolerancetest 3.2
Klassifikation 3.3
Diagnostisk sondring mellem de ætiologisk forskellige diabetesformer 3.4
Tests mhp klassifikation 3.4.1
Metabolisk syndrom 3.5

3.1 Diagnose

| Indhold | Top |
Diagnosen diabetes mellitus kan stilles på to måder:

Symptomer på diabetes defineret som polyuri, polydipsi og uforklaret vægttab plus et tilfældigt plasmaglukose > 11 mmol/l (Tilfældigt defineres som et hvilket som helst tidspunkt på dagen uden relation til sidste måltid).

Eller

Faste plasmaglukose > 7,0 mmol/l (svarende til en fastefuldblodsglukose > 6,1 mmol/l)
Diagnosen stilles kun på plasmaværdien.
Faste defineres som intet kalorieindtag de forudgående 8 timer.
Disse kriterier bekræftes ved gentagen test på en uafhængig dag.

Den orale glukosetoleranstest anbefales ikke til brug i daglig klinisk praksis, men diagnosen diabetes kan stilles ved en 2-timers plasmaglukose koncentration > 11,1 mmol/l, (svarende til en kapillær blodglukose koncentration > 11,1 mmol/l) under en oral glukosetoleranstest.

F.eks. kan OGTT-testen benyttes, hvis fasteværdien ikke er diagnostisk, dvs ved en faste- plasmaglukose koncentration mellem 6,1 og 7,0 mmol/l.

3.2 Oral glukose tolerancetest

| Indhold | Top |
Indikation: Mistanke om diabetes mellitus hos patienter med faste plasmaglukose mellem 6,1 og 7,0 mmol/l.

Forberedelse af patient: Patienten bør have indtaget en kost med almindeligt kulhydratindhold mindst 3 dage forud for undersøgelsen.
Patienten faster fra forudgående aften kl. 22.00.

Udførelse: Oral glukosebelastning udføres på KKA.
Voksne: 75 g D-glukose opløst i 300 ml vand indtages inden for 5 minutter.

Simpel klinisk test: Kapillært blodglukose (øreblod) tages kl. 0 (fastende) og 2 timer efter glukoseindtagelsen.

Lang OGTT (5 timer) udføres ved mistanke om reaktiv hypoglykæmi (se kap. 25)

3.3 Klassifikation

| Indhold | Top |
Diabetes mellitus klassificeres nu på baggrund af ætiologi og ikke som tidligere på baggrund af behandling.

Ætiologisk klassifikation af diabetes mellitus fremgår af kapitel 1.

3.4 Diagnostisk sondring mellem de ætiologisk forskellige diabetesformer

| Indhold | Top |

Type 1 diabetes: Oftest debut før 30-års alderen.; Oftest normalvægtige.; Faste C-peptid < 300 pmol/l.; Insulinbehandling nødvendig inden for det første år.; Ofte debut med ketoacidose.; GAD antistof positiv.; En speciel form udvikles dog langsommere hvorfor debutalderen ofte er efter 40 år - LADA (late autoimmune diabetes of the adult).
Type 2 diabetes: Ofte debut efter 30-års alderen.; Oftest overvægtige.; Faste C-peptid > 300 pmol/l.; Diæt- eller tabletbehandling ud over det første år.
MODY (Maturity Onset Diabetes of the Young): Debut før 25-års alderen.; Normalvægtig.; Faste C-peptid > 200 pmol/l.; Diæt- eller tabletbehandling ud over første år.; Aldrig ketoacidose.; GAD antistof negativ.; Dominant arvelig (oftest glukokinasedefekt).
MIDD (Maternally Inherited Diabetes and Deafness): Lav C-peptid; Høretab; Dominant nedarvning fra mater

3.4.1 Tests mhp klassifikation

| Indhold | Top |
Faste C-peptid

Indikationer:
1. Karakterisering af diabetes type
2. Bestemmelse af beta-cellefunktion.

Teori:
måling af serum-C-peptid kan anvendes til at vurdere beta-cellefunktionen, idet proinsulin i forbindelse med sekretionen spaltes til insulin og C-peptid, som udskilles i ækvivalente mængder i blodet.

Bestemmelse af C-peptid benyttes frem for plasma-insulin, dels fordi 50 % af insulinet fjernes, når blodet passerer gennem leveren, dels fordi C-peptids halveringstid i blodet er 4-5 gange større end insulins, og dels fordi C-peptidværdien ikke påvirkes af insulin tilført udefra. Prøven kan derfor anvendes til at bestemme den endogene insulinproduktion også hos patienter i insulinbehandling.

Fremgangsmåde:
1. Patienten skal være fastende fra kl. 22.00.
2. Umiddelbart før prøveudtagning tages faste blodglukose.
3. Der tages 1 glas til C-peptidbestemmelse mærket tiden 0.

Tolkning:
I fortolkningen af faste C-peptid skal der altid tages højde for den samtidigt bestemte glukose koncentration. En lav glukose koncentration vil således bevirke en forholdsvis lille stimulering af beta-cellerne, hvilket fejlagtigt kan opfattes som et udtryk for Type 1 diabetes. Derfor bør BG være større end 8 mmol/l når C-peptid bestemmes.

C-peptid < 300 pmol/l fastende, sandsynligvis Type 1 diabetes
C-peptid > 300 pmol/l fastende, sandsynligvis Type 2 diabetes
C-peptid > ca 700 pmol/l, udtryk for insulin-resistens (sv.t. fastende plasma insulin koncentration > 55 pmol/l)

Auto-antistoffer

GAD antistoffer (glutaminsyredecarboxylase) måles rutinemæssigt på alle nyopdagede diabetespatienter

Fortolkning:
Omkring 80% af nyopdagede type 1 diabetikere er GAD antistof-positive. Positiv test taler for autoimmun diabetes.

Ø-celle antistoffer (anvendes kun videnskabeligt).

Mistanke om genetisk betinget diabetes
Mistænkes genetisk betinget diabetes (familliær ophobning) som f.eks. MODY eller MIDD kan patienten konfereres med HBN mhp evt molekylærgenetisk udredning.

3.5 Metabolisk syndrom

| Indhold | Top |
Ved det metaboliske syndrom forstås en ophobning af risikofaktorer for udvikling af kardiovaskulær sygdom, hvoraf insulinresistens, abdominal fedme og dyslipidæmi er det centrale, men også glukoseintolerans og arteriel hypertension indgår i syndromet. Syndromet, som har en prævalens omkring 10 - 15% blandt voksne ikke-diabetespatienter i Europa, kan føre til både Type 2 diabetes og kardiovaskulær sygdom.

For at måle graden af insulinresistens kræves en "clamp-undersøgelse", som ikke er velegnet til rutinebrug. Derfor anvendes oftest i dag et surrogatmål, nemlig faste plasmainsulin. Ved faste plasmainsulinværdier over den øverste kvartil (for en repræsentativ kontrolpopulation) opfattes en person som værende insulinresistent.

Diagnosticering af det metaboliske syndrom synes at kunne anvendes til at skærpe både patientens og lægens opmærksomhed omkring situationens alvor og bør føre til overvejelser om livsstilsændringer, da sådanne ændringer kan øge insulinfølsomheden og reducere morbiditeten.

Definition af Det Metaboliske Syndrom
Faste plasmainsulin: >55 pmol/l, svarende til
Faste C-peptid > 700 pmol/l

samt mindst to af følgende komponenter:

1) Glukoseintolerans: Faste plasmaglukose > 6,1 mmol/l
2) Arterielt blodtryk: > 140/90 mmHg *
3) Faste plasmatriglycerid: > 2,0 mmol/ l * og/eller faste plasma HDL-kolesterol < 1,0 mmol/l *
4) Abdominal fedme: livvidde: for mænd > 94 cm, for kvinder > 80 cm eller BMI > 30 kg/m2

* Eller antihypertensiv - eller antilipæmisk behandling.
| Indhold | Top |